Nyt tag på Husum Kirke

Vi udfører et større tømrerarbejde på Husum Kirke, der bl.a. omfatter udskiftning af tag og tagkonstruktion.

Jesus var som bekendt tømrer, og derfor føler vi et vist slægtskab. Det er nu ikke derfor, vi er gået i kirke, men fordi vi er i gang med tømrerarbejde på Husum Kirke – en opgave, der bl.a. byder på udskiftning af tage, indvendig renovering og andre spændende arbejder.


Husum Kirke er en moderne kirke fra 1977. I de første år var der ikke meget, der pegede på, at det var en kirke. Det blev der dog rådet bod på, da et tidligere menighedsrådsmedlem, Boye Larsen, smedede et stort kors, som nu hænger på den store mur mod Korsager Allé. Kirkerummet er udsmykket af kunstneren Adi Holzer, og i år 2000 blev der bygget om. Der kom et nyt kirkekontor, et rum til kirketjeneren og et handicaptoilet. Garderoben blev også ændret, så der nu er plads til de mennesker, der venter på at komme ind og lige gerne vil snakke sammen. Kirken er uden dørtrin og yderst handicapvenlig, hvilket også giver gode adgangsforhold for vores hold. Det er Joakim, Carsten og vores lærling David, som er MVZ's daglige kirkegængere i disse måneder.